Endelig kom tiden til, at fylde IPA’en på fad – selvom dette er en meget kendt proces skulle det alligevel ikke gå som forventet..
Fadene var fundet frem, rengjorte, desinficerede og ikke mindst tryktestede – meget af den proces bliver heldigvis foretaget ved hjælp fra den hjemmebyggede fustagevasker. Forud for fyldning bliver fadene sat til 1 bar CO2 og toppen af fadet bliver holdt under vand – hvis der ikke pibler bobler frem så ved vi, at fadet er tæt og kan forsætte med at fylde øl på det. En anden fordel ved, at fylde fadet med CO2 forud for fyldning er, at alt den atmosfæriske luft bliver presset ud så snart man sætter bleeder valve’en på. En bleeder valver er en ventil som lader en have manuel kontrol over trykket i fadet og ved at have kontrol over trykket så kan man styre flowet af øl fra gærtank til fadet.
Fra vores gærtank er der monteret en silicone slange som går ud i en cornelius øl slangekobling som er fastgjort med et spændebånd – denne opsætning virker fantastisk og det er meget nemt at styre samt fylde fadene uden at de bliver udsat for nogen former for iltning.

Første møde med fjenden
Det gik næsten for godt til at være sandt – vi fyldte uden problemer det første fad fra gærtanken og toppede efterfølgende 1 bar CO2 mere på for at låse låget og gøre at fadet lettere kan flyttes rundt. Hvis man ikke efterfylder CO2 kan det godt bruse over fra låget og så skal der gøres rent omkring låget og ekstra rengøring er der ingen der gider.
Da vi kom halv igennem fad nummer to dalede flowet gevaldigt hvortil det til sidste stoppede helt – noget vi aldrig har prøvet før og noget vi ikke umiddelbart havde nogen løsning til? Så her var gode råd dyre. Da vi har en roterende har kunne vi mærke fra ydersiden af, at der var noget der blokerede indvending og så var det klart at det var de 1600 gram tørhumling som var dalet til bunds nu skabte flow problemer. Vi måtte indse at vi intet kunne gøre så løsningen blev, at tvinge trykket af gærtanken langsom så man efterfølgende kunne fylde fustagerne efter hævert princippet. Træls med træls på da dette så ville betyde, at øllet ville være unødvendig lang tid i kontakt med efterhumlingen som efter sigende skulle kunne give nogen uønskede bismage – noget vi ingen erfaring har med så øv bøv.
Andet møde med fjenden
Som sagt så gjort – planen var simpelt – en uge hvor vi stille og roligt sænkede trykkede i gærtanken til at være lig med 0 bar og derfra tappe resten på “gammeldags” manér. Det gik let med, at justere trykket ned, men dagen forud for tapning kom der sygdom i mandskabet og tapningen måtte udsættes ydereligere. Efter næsten 4 uger fra første gang vi tappede lykkedes det os, at finde en dato hvor den resterende mængde øl kunne tappes på fade og i mellemtiden var det fad vi fik fyldt stort set blev drukket.
..Forsættelse følger..